Lej en julestand

Om os

Aarhus Kunst- & Julemarked findes i Ridehuset. Lokationen er lige midt i hjertet af Aarhus kun få minutters gang fra banegården og gågaden. Ridehuset blev bygget i 1876-1877, hvor det efterfølgende blev brugt til ridetræning for rytterikasernen. I dag bliver de 900 m2 benyttet til diverse arrangementer, deriblandt Aarhus Kunst- & Julemarked.

Ridehuset er den perfekte ramme for et kunsthåndværkermarked. Når du træder ind i Ridehuset, vil der være pyntet op med fantastisk lyshimmel og belysning i vinduerne.

Det er i år 22. gang dette fantastiske julemarked slår dørene op til en forrygende måned i kreativitetens tegn.

Aarhus kunst- og julemarked er et rent kunsthåndværkermarked med dansk kunsthåndværk på hylderne. De ca. 80 stande udstiller og sælger unikke kunsthåndværker, der repræsenterer tidens trend og ædle gamle kunsthåndværk, som er overleveret og gået i arv i generationer. Kravet for at deltage er, at tingene er hjemmelavet og i høj kvalitet.

I 2018 er der kommet en ny styrmand på projektet, da julemarkedet er overdraget til Rikke Kækel, som til daglig driver MCK Udlejning.

Som noget nyt vil julemarkedet nu også byde på varer, der er blevet customized. Ting der har fået et nyt liv, et nyt udseende og måske en ny funktion.

Derudover vil der være forskellige aktiviteter undervejs i perioden, som vil blive annonceret via hjemmesiden, Facebook og på Instagram.

I gennem alle årene har der været tæt samarbejde med kunsthåndværkerne, da julemarkedet er et fælles projekt for deltagerne. I starten var det et meget lokalt marked, men gennem årene er deltagerne kommet til fra hele Danmark og de seneste år også fra udlandet. Det er som regel kunstneren selv som står bag disken. Det giver en oplagt mulighed for at få en god snak inden et køb.

Du vil som altid kunne sidde og nyde et glas gløgg, æbleskiver, frisksmurte sandwich, friskbagt kage eller bare en kop kaffe og nyde den dejlige julestemning.